NVFF / NORDVESTSJÆLLANDS FOLKEMUSIKFORENING


<  tilbage til hovedsid

Julebal / folkedans fredag d. 30. december 2011 - kl. 20-24
 musik:
 DANSK DANSE DOKTRIN 

> se video m. DDD på YouTube

Nydannet Roskilde –folkemusik-kvartet spiller til året julebal i Bjergsted den 30. december kl. 20.

Allerede kl.18 samles vi til et hyggeligt måltid i forsamlingshuset - som optakt til en dejlig danseaften. Man medbringer hver især en ret til det fælles bord, og man må gerne medbringe egne drikkevarer.
Kl. 20 starter folkedansen til musik af nydannet Roskilde kvartet, som kalder sig Dansk Danse Doktrin. Det er Kristian Bugge (violin og sang), Per Darger (violin og sang), Morten Nygaard (harmonika, klaver og sang) og Leon Hegelund (guitar og sang). De er meget øvede spillemænd og får dans og musik til at hænge flot sammen. De giver danseinstruktioner, hvor det er nødvendigt.
Midt på aftenen er der kaffebord, fællessang og en lille koncert. Vi slutter kl. 24 med at ønske hinanden godt nytår.

Kristian Bugge spiller violin og er uddannet på Folkemusiklinien ved Det Fynske Musikkonservatorium. Under uddannelsen har han studeret i både Norge, Sverige, Finland og Danmark. Kristian Bugge er meget aktiv på den danske og skandinaviske folkemusikscene, både som musiker og underviser. Han har specialiseret sig i de stærke danske folkemusik traditioner og spiller med grupper som Jensen & Bugge, Impuls Trio, Kings of Polka, Skaarup & Bugge. Desuden spiller han i det dansk/engelsk/finske band Baltic Crossing. Han spiller både det mere traditionelle og i flere crossover projekter så som samarbejdet med den klassiske percusionist Ronni Kot Wenzell i duoen Wenzell & Bugge og i det danske "folkemusik big band", Habadekuk. I 2004 blev han den første modtager af Danmarks Radios Radium pris. Ved Danish Music Award - Folk 2006, blev han nomineret i fire kategorier – og vandt priserne som "årets danske debut" og "årets danske folk instrumentalist". I 2011 var han med i hele fem nomineringer og vandt prisen som Årets Danske Folk-Artist 2011, og bandet Habadekuk vandt prisen som Årets Danske Folk Album 2011. Kristian har flere gange spillet til bal i Bjergsted Forsamlingshus.

Per Darger spiller violin og har spillet spillemandsmusik fra han var 11 år. Han er vokset op i og er også i sit voksne liv tilknyttet spillemandsmiljøet i Roskilde (Lirum Larum). Per har stor erfaring i at spille til dans og har spillet til mange baller, danseundervisning mv. i Danmark, Sverige og Finland med Strøgorkestret og i mange andre sammenhænge. Han holder af, når musikken både fungerer til dansen og samtidig lyder godt.

Morten Nygaard spiller harmonika, klaver, keyboard, guitar og synger. Genrerne er folkemusik, spillemandsmusik, irsk, viser, country, jazz m.m. Han er musiklærer, musiker og sælger musikinstrumenter i firmaet Harmoniperlen. Endelig er han AM’er fra musikkonservatoriet i Århus. 

Leon Hegelund spiller guitar og er sanger. Han har gennem mere end 40 år optrådt som visesanger, akkompagnetør og musiker indenfor så godt som alle genrer. Leon har tillige erfaring med undervisning indenfor disse felter.

Ballet d. 30. dec. arrangeres af Nordvestsjællands Folkemusikforening og støttes økonomisk af Kunstrådet og Kalundborg Kommunes Koncertudvalg.

 

Adgang til ballet
koster kr. 90.

Unge under 26 år
har fri entré.

For medlemmer af NVFF er entréen 80 kr.

 Forsamlingshuset sælger drikkevarer. Kaffe og kage kan købes for 20 kr.

 

:


<  tilbage til hovedside